Pressemeddelelse · 26. AUG 2025

Rønne Havn: Hurtigfærgerne sejler sikkert i den nye havn

Molslinjen har i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor de henviser til de fælles simuleringer af færgernes sejlads i Rønne Havn. Formålet med simuleringerne var at afklare, om hurtigfærgerne kunne være udfordret af det nye havnelayout under hårdt vejr — og rapporten viser klart, at hurtigfærgerne kan sejle sikkert, præcis som havnen er bygget til, også under stærke vindforhold.

Rapporten peger samtidig på udfordringer for de konventionelle færger under ekstreme vindforhold, når man ikke udnytter det nye havnelayouts potentiale. Her er det væsentligt at understrege, at simuleringerne alene afprøvede indsejling som i det tidligere havnelayout.

Under simuleringerne blev det foreslået at udnytte mulighederne i det nye havnelayout, hvilket blev afslået.

"Udbygningen har givet bedre besejlingsforhold, og at større sejladsen og mindre bølgeuro end før. Simuleringerne bekræfter, at hurtigfærgerne kan sejle sikkert — præcis som havnen er bygget til," siger Lars Nordahl, Rønne Havn A/S.

Rapporten fastslår, at havnen giver mulighed for sikker sejlads med hurtigfærgerne, og anbefaler, at færgernes manøvreringsstrategier revurderes samt at der gennemføres yderligere simulationer.

Rønne Havn konstaterer samlet, at havnens layout fungerer som tilsigtet, og at simuleringerne har bidraget med nyttig viden, som kan indgå i det videre samarbejde om færgedriften.